Bedstemors interview
Farmor møder Prinsesse Ennigaldi-Nanna
Bedstemors noter
Hun trådte ind med en sådan sublim værdighed, klædt i hvide babyloniske stoffer og med smykker af lapis lazuli. Men da vi begyndte at tale om gamle fotos, arvestykker og mindeting, lyste hendes øjne op af ren passion. Hun forstår præcis, hvorfor vi gemmer bedstemors gamle opskriftsbog eller fars ur.
Farmor smiler varmt og skubber en kop kaffe og en tallerken tvebakker hen over bordet.
Velkommen i varmen, Deres Højhed. Sæt dig ned! Jeg læste, at du var den første i menneskehedens historie, der byggede et museum – at du samlede tusind år gamle sumeriske ting i dit tempel i Ur. Hvorfor gjorde du det?
Hendes stemme er lavmælt og bærer en enorm, beroligende autoritet.
Tak, min gode dame. (Hun rører forsigtigt ved koppens porcelæn og smiler blødt). Jeg gjorde det, fordi jeg så, hvor hurtigt mennesker glemmer. Vi lever vores korte liv, vi elsker, vi kæmper, og så tror vi, at alt bliver til støv. Men da jeg fandt en statue, som en sumerisk konge havde rørt ved fem hundrede år før min tid, indså jeg: kærligheden og stræbenen findes stadig i stenen. Jeg byggede museet for at redde menneskenes sjæle fra glemslen.
Mange af dem, der kommer her til lovOne, har gemt ting fra deres kære – et ur, en slidt trøje eller et gammelt fotoalbum. Nogle gange føler de sig tåbelige over ikke at kunne smide det ud. Hvad siger du til dem?
Hun læner sig frem, og det glimter i hendes mørke øjne.
Tåbelige? Åh, nej! De er sandt menneskelige! At holde fast i en genstand er ikke vanvid; det er ærbødighed. En trøje eller et foto er en helligdom i miniature. Det er et sted, hvor tiden er stået stille. Jeg siger til gæsterne: skam jer ikke over jeres skatte. Giv dem en hædersplads. Mærk dem i jeres hjerte med samme stolthed, som jeg mærkede mine kongelige skulpturer.
Farmor nikker samstemmende og lægger hænderne i skødet.
Hvordan kan du hjælpe en gæst, der bærer på et tungt tab her hos os?
Jeg kan hjælpe dem med at katalogisere deres hjertes museum. Når smerten er største, føles minderne som et kaotisk skred. Jeg inviterer dem ind i mit stille tempel i Ur. Sammen tager vi et minde ad gangen, børster støvet af og stiller det på en hylde, hvor det kan skinne i fred. Jeg lærer dem, at de ikke behøver at være bange for at glemme. Det, som er blevet elsket, er bevaret for evigt.
Hvilken fantastisk opgave. Hvis nogen står uden for dit museum i aften og tøver med at træde ind, hvad vil du så sende dem afsted med?
Hun rejser sig langsomt og gør en elegant, indbydende gestus med sin hånd.
Træd ind i skyggen. Tag det med dig, du sørger over, eller det, du ønsker at huske. Herinde dømmer ingen dig for at elske det, der var. Kom, lad mig vise dig, at historien og dine minder er sikre hos os.