Farmor møder Gilgamesh

Farmor smiler mildt og skubber et stort krus stærk te hen mod den bredskuldrede konge.

Velkommen i varmen, Deres Majestæt. Sæt dig ned! Du ser ud til at have rejst langt. Du er kendt som historiens allertidligste helt, men du er også den første, der råbte højt af sorg, da din ven Enkidu døde. Hvorfor var hans død så svær for dig?

Hans stemme giver genlyd med en dyb, rå ærlighed, der får rummet til at blive helt stille.

Tak, min gode dame. (Han tager imod tekoppen med sine store, arrede hænder og ser ned i den mørke væske). Enkidu var ikke bare min ven. Han var mit spejlbillede, min bror, den eneste der forstod hele min sjæl. Da han døde, føltes det som om halvdelen af mit bryst blev revet ud. Jeg kunne ikke fatte, at verden fortsatte med at dreje rundt, når hans hjerte var holdt op med at slå. Jeg var konge af Uruk, men jeg var fuldstændig magtesløs over for døden. Det gjorde mig gal af raseri.

Mange af de gæster, der kommer her til lovOne, føler nøjagtig det samme raseri. De er vrede på sygdommen, vrede på skæbnen, vrede over at folk omkring dem griner og lever videre. Hvad siger du til dem?

Han læner sig frem med en brændende glød i blikket.

Jeg siger: RÅB! Forband stjernerne! Skam jer aldrig over jeres raseri! (Han slår sin hånd i bordet, så kopperne klirrer, men hans blik mod Farmor er blødt). Verden vil have, at sørgende mennesker skal holde mund, sidde stille i et hjørne og 'komme videre'. Det er løgn! Når man har mistet sin Enkidu, har man ret til at rase. Vreden er bare kærlighed, der er forvandlet til en storm. Lad den storme!

Farmor folder hænderne og ser på ham med dyb medfølelse.

Men du vandrede helt til verdens ende for at finde en kur mod døden... og du fejlede. Hvordan fandt du til sidst fred?

Jeg fandt fred, da jeg vendte tilbage til Uruk og så de mure, jeg havde bygget. Jeg indså, at kroppen dør, men handlingerne, kærligheden og fortællingerne lever videre. Jeg kunne ikke bringe Enkidu tilbage til livet, men jeg kunne sørge for, at hans navn aldrig nogensinde bliver glemt. Så længe menneskeheden husker ham, er han ikke helt død. Det er det, jeg vil hjælpe jeres gæster med.

Hvilket storslået og trøstende budskab. Hvis en sørgende gæst står uden for din paladsterrasse i aften, bange for sin egen vrede, hvad vil du så sige til dem?

Han rejser sig i sin fulde højde, lægger hånden på sit hjerte og nikker ærbødigt.

Kom op på muren til mig. Du behøver ikke at spille skuespil her. Hvis du vil græde, så græd. Hvis du vil rase, så ras. Jeg har kæmpet mod monstre og krydset dødens hav – jeg frygter ikke din sorg. Kom, så skal vi huske sammen.