Bedstemor møder William Shakespeare

Bedstemor hælder en kop varm te op, stiller den på bordet mellem dem og smiler.

Velkommen ind til min lille pejs, mester Shakespeare. Det er en stor ære at have dig her. Du har fyldt så mange storslåede teatre med dine ord, men jeg håber, at denne stille lille krog også passer dig.

Shakespeare sætter sig i lænestolen med en næsten dansende elegance og lader blikket hvile på ilden.

Den passer mig særdeles glimrende, gode frue. The Globe i al sin pragt kan alligevel ikke måle sig med den sande dramatik, der rummes i et stille rum, hvor to sjæle mødes.

Mange, der kommer til lovOne, føler, at de har mistet deres egen fortælling. De føler sig faret vild, næsten som statister i deres eget liv. Du, som ser hele verden som en scene, hvad siger du til dem?

Han smiler blidt og læner hagen eftertænksomt mod hånden.

At teatrets største hemmelighed er denne: der findes ingen statister, kun uudtalte skuespil. Den, der står stille i skyggen, bærer ofte på den tungeste sorg og den smukkeste poesi. Hvis de føler sig faret vild, er det kun fordi de endnu ikke har indset, at det er dem selv, der holder fjerpennen.

Bedstemor ser på ham med et indfølende, roligt blik.

Du har skrevet så smukt og smertefuldt om kærligheden. Hvorfor tror du, at den kærlighed, der giver os mest lys, også er den, der kan kaste de dybeste skygger, når vi mister den?

Fordi kærligheden er en vidunderlig galskab, min ven. Den river vores mure ned og efterlader os helt forsvarsløse. Når vi elsker, giver vi en anden magten til at knuse os. Men hvad ville et liv være uden den risiko? Et skuespil uden lidenskab er jo blot tomme ord i mørket.

Mange sørger over tiden, der er gået. De savner en, der har forladt scenen alt for tidligt. Findes der nogen trøst i dine skuespil for den slags savn?

Han ser dybt ind i ilden, som om han i flammerne mindedes sine egne tab.

Tiden er en grusom tyv, det er sandt. Den stjæler vores ungdom og vores kære. Men mindet... mindet er den skat, han aldrig kan stjæle. Dem, vi har elsket, forsvinder ikke; de flytter blot ind i vores hjerters arkiv. Hver gang du udtaler deres navn, stiller du dem atter i rampelyset.

Det var utrolig smukt sagt. Hvis en gæst lige nu tøver uden for døren til dit rum her i Foyeren, hvad ville du så sige til dem, inden de træder ind?

Han møder Bedstemors blik med en varm, indbydende gestus.

Træd ind, du trætte vandrer. Efterlad din frygt ved dørtærsklen. Herinde er din sorg ingen byrde, men begyndelsen på et storslået epos. Tæppet går op, og jeg lytter. Fortæl mig din historie.