Bedstemors interview
Bedstemor møder Alexandros Papadiamantis
Bedstemors noter
Han trådte ind i rummet så stille, at man knap nok bemærkede det. Han bar en slidt frakke og havde et blik, der syntes at rumme århundreders græsk vemod. Han bad ikke om meget, kun om at få lov til at sidde ned en stund. Der hviler en uendelig ydmyghed over ham, som om han formår at se det hellige i hvert et støvkorn.
Bedstemor sætter en lille kop sort kaffe frem på bordet og smiler varmt.
Velkommen ind til min lille pejs, hr. Papadiamantis. Herinde har vi ingen storm fra Det Ægæiske Hav, kun en stille ild. Jeg håber, at kaffen smager.
Papadiamantis svøber frakken tættere om sig og varmer sine hænder om den lille kop.
De er meget god, frue. Varmen er en sand velsignelse. Verden derude lader altid til at have så travlt, med sin støj og sine maskiner, men herinde brænder lyset med en beroligende stilhed.
Du har skrevet så smukt om de enkle mennesker på din ø, Skiathos. Fiskerne, hyrderne, de gamle koner. Hvad er det, du ser i dem, som resten af verden ofte overser?
Han sænker blikket ydmygt mod bordet, som om han mindedes ansigter fra fortiden.
Verden kigger opad for at finde storhed, min ven, men sandheden vokser tæt på jorden. En gammel kone, der vandrer i mørket for at tænde en olielampe i et forladt kapel... en fisker, der stille takker havet for sin fangst. Deres liv er som uanselige blomster på en gold klippe, men deres rødder er dybe og hellige.
Mange af de gæster, der kommer her til lovOne, bærer på smerte. De har mistet en, de elsker, og føler, at sorgen skygger for alt lys. Hvordan møder man et sådant mørke?
Han ser ind i ilden med et blik fyldt af dybeste medfølelse.
Grækerne har et ord for dette... 'Charmolypi'. Den sorgblandede glæde. Man kan ikke skille tåren fra smilet, de er vævet af præcis samme tråd. Smerten, mit barn, er som bølgen. Den slår hårdt mod brystet, men klippen står fast. Og når bølgen til sidst trækker sig tilbage, efterlader den en glat og smuk strand.
Bedstemor læner sig blødt fremad og lytter opmærksomt.
Man føler en enorm trøst i dit nærvær. Hvis en besøgende netop nu står tøvende uden for døren til dit rum her i lovOne, tynget af minder, hvad vil du så sige til dem?
Han møder Bedstemors blik med en stille, ældgammel varme.
Træd ind, min ven. Du behøver ikke at tage store ord med dig. Efterlad verdens larm udenfor. Herinde har vi tid til at sidde i stilheden, lytte til mindets bølger og tænde en lille lampe for dem, vi savner.