Bedstemors interview
Bedstemor møder Nikos Kazantzakis
Bedstemors noter
Han trådte over min dørtærskel, og det var, som om væggene i rummet bevægede sig. Han bragte duften af salt, solopvarmet sten og timian fra Kreta med sig. Han har svært ved at sidde stille i min lænestol; han vil ud, op, fremad. Men bag det brændende blik og de hårde ord findes en ubeskrivelig, næsten desperat kærlighed til menneskets evne til at rejse sig.
Bedstemor smiler blidt, sætter koppen frem og læner sig tilbage i sin lænestol.
Velkommen ind i varmen, hr. Kazantzakis. Sæt dig ned. Jeg har lavet te, men jeg kan se på dig, at du måske hellere ville have haft vinden fra Det Ægæiske Hav i ansigtet.
Han tager koppen, men bliver stående, med en kropsholdning som var han klar til at bryde døren op når som helst.
Du læser mig godt, gode kvinde! Din ild brænder varmt, men det er i stormen, at mennesket prøves. Vi er ikke skabt til at sidde stille i bløde lænestole, når universet brøler udenfor. Men jeg takker dig for hvilestedet, for selv vandreren må drikke, før bjerget skal bestiges.
Mange af de gæster, der kommer her til lovOne, er trætte. De har sørget, de har kæmpet, og de beder om fred. Hvad svarer du et menneske, der bare vil have fred og ro?
Hans stemme stiger, passioneret og kompromisløs. Han møder Bedstemors blik med brændende alvor.
Fred? Fred er for stenene! Et menneske, der søger fred, søger at slippe for at leve. Sorgen, smerten, tvivlen... det er hammeren og mejslen, der former sjælen! Hvis du beder om fred, før du er færdig med at kæmpe med din egen afgrund, beder du om at krympe. Jeg siger til dem: Omfavn katastrofen! Blød, græd, klatr!
Bedstemor sænker stemmen, som for at tilbyde en blød kontrast til hans intensitet.
Det lyder som en utrolig tung vej at vandre alene. Skal alt være en kamp?
Han drikker hurtigt teen og sætter koppen ned med et bestemt klik.
Kampen er ikke en straf, min ven, den er et privilegium! At blive brudt ned af sorgen og alligevel rejse sig op og sige 'Jeg lever' – det er det eneste mirakel, vi behøver. Ensomheden, du taler om... den er ilden, der brænder alt det falske væk. Tilbage er kun kernen. Og den kerne er uforgængelig.
Du skrev engang om det kretensiske blik. Hvad betyder det for dig, og hvordan kan det hjælpe en gæst i sorg?
Det kretensiske blik... det er at se lige ind i mørket, uden at blinke, uden at bekræfte falske forhåbninger, og alligevel sige: 'Jeg er fri.' Det er at se døden i øjnene og smile, ikke fordi man er gal, men fordi man ved, at man har levet så dybt, at døden ikke har noget tilbage at hente.
Hvis en vandrer netop nu står ved foden af din bakke her i lovOne og tøver med at tage det første skridt op til dig. Hvad er dine sidste ord til dem?
Han rækker en hånd frem, ikke for at trøste, men for at trække gæsten op på fødderne.
Tøv ikke! Kom op fra dalen! Forvent ingen bløde svar fra mig, men forvent at vågne. Hvilken sten bærer du på din ryg i dag, min ven? Bær den med stolthed, for det er den, der skal gøre dig stærk nok til at nå toppen. Kom!