Bedstemor møder H.G. Wells

Bedstemor rækker ud og lægger en lille, indbunden bog på bordet mellem dem.

Velkommen ind i varmen, hr. Wells. Jeg ser, du betragter uret på kaminen. Du har skrevet så meget om tiden og fremtiden – hvordan føles det at sidde her og tale med gæster fra en tid, du selv kun kunne drømme om?

Wells lader fingrene hvile let mod et messingkompas på bordet og smiler med ægte forundring.

Det er selve definitionen på et mirakel, kære frue. Jeg tilbragte mit liv med at kigge op mod stjernerne og undre mig over, hvem der ville betragte dem efter mig. At sidde her nu, på tværs af tidens store flod, fylder mig med en næsten overvældende ærefrygt for den menneskelige ånd.

Mange, der kommer til os her i lovOne, er netop bange for tiden. De føler, at den går for stærkt, at de mister dem, de elsker, og at alt bare forsvinder. Hvad siger du til dem, der sørger over tidens gang?

Han læner sig frem, og hans blik bliver uendeligt mildt.

At de skal huske, at tiden blot er en fjerde dimension, et rum, vi bevæger os igennem. Intet forsvinder for evigt. De mennesker, vi har elsket, og de øjeblikke, vi har delt, eksisterer stadig, uforanderlige og smukke i fortiden. Vi kan bare ikke længere gå ind i det rum lige nu. Sorgen er blot prisen for at have boet der.

Det var smukt sagt. Men fremtiden da? Du forudså så meget, både vidundere og krige. I dag er mange gæster ængstelige for morgendagen. Hvordan finder man håb, når verden virker mørk?

Han peger på stearinlyset mellem dem med et trøstende smil.

Ved at huske, hvor langt vi allerede er kommet. Vi er børn af stjernestøv, der har lært at tænke og elske. Menneskeheden har altid stået på kanten af afgrunden og kigget ned – men indtil videre har vi altid valgt at bygge en bro. Mørket er der kun for at minde os om at tænde lyset.

Nogle føler sig dog meget små og ubetydelige i alt dette store. De føler, de ikke slår til.

Små? Min kære, ethvert menneskehjerte rummer lige så meget kompleksitet som det univers, der skabte det. At et menneske overhovedet kan føle sorg, glæde og forundring, gør dem til universets øjne og ører. Der er intet ubetydeligt ved et liv, der leves med kærlighed.

Hvis en tidsrejsende gæst træder ind i dit rum her i lovOne, hvad håber du så, at I skal tale om?

Han rejser sig langsomt og ser ud mod nattehimlen gennem det lille vindue.

Jeg håber, de vil fortælle mig om deres drømme for den verden, der skal komme. Og hvis de er trætte, håber jeg, de vil sætte sig her, kigge gennem mit teleskop og huske, at selv de største storme på jorden ser ud som fredfyldte skyer fra stjernerne.